FORSIDE > HISTORIE

HISTORIE



 

OG SÅ BLEV DER LYS.

Jeg kom til verden i min mors seng, ved en overraskende styrtfødsel, uden jordemor eller andet kvalificeret personale end en panisk og forvirret far. Dette scenarium fandt sted en bidende kold dag i januar 1961, kort før den ellers så traditionelle aftenkaffe. Aftenkaffen blev hurtigt erstattet af jordemorkaffe, hvilket har afstedkommet at jeg den dag idag absolut ikke rører en kop kaffe.

Som I sikkert har gættet så har man ikke den store tålmodighed, når man sådan lader sig føde ved en styrtfødsel, og ganske rigtig kunne det ikke gå stærkt nok, nu som senere, for mig at komme igang med livet og de dertil hørende oplevelser.

Som barn var jeg en sports-succes, mine talenter var mange og store, jeg blev udtaget til elite det ene og elite det andet.

Min storebror Torben og storesøster Lis indgydede samtidigt musik som Beatles, Stones, Elvis og Doors ind i mine dengang helt grønne uspolerede mælkedrengs-ører, det resulterede da også i et intermistisk familieband, hvor der blev spillet på badmintonketchere og kagedåser!

Men musikken havde en gang for alle boret sig fast i sjælen på mig, og pludselig var jeg teenager og hørte for første gang et band der kaldte sig T-REX! "Hold da helt ferie" tænkte jeg, jeg må have fat i en guitar, hurtigst muligt og begyndte at ombygge et fladt boldtræ der var kreeret i sløjdtimerne på Bolbro Skole.

Det gik selvfølgelig ikke i længden, så uden min psykisk ustabile fars viden, fik jeg en billig Egmont guitar af min mor, som havde spottet mit musikalske talent, (Det gør mødre sjovt nok tit?). Stolt løb jeg min far i møde, for at vise ham min glæde over min nyerhvervelse, blot for at blive mødt af en isende vinterkold traumatisk bemærkning: "Hvis ikke du kan spille inden 3 uger, så ryger den ud af vinduet!" - Hvilket chok for vi boede på 2. sal i et boligkompleks af beton, med cementfliser lige neden foran vinduerne, og som ville resultere i at guitaren ville sprænges til atomer!

Den benhårde pædagogik førte dog, i dette tilfælde til at jeg KUNNE spille efter 3 uger, men her 35 år efter er jeg stadig ikke helt kommet mig over choket!

Men nu blev der ivrigt spillet, det første band blev dannet "The Snakes" efter inspiration af Alice Cooper. Bandet blev desværre opløst før første øvegang, da flere af de andre medlemmer skulle på spejdertur. Dette har siden forplantet sig til en megastor avation mod ellers helt uskyldige spejdere og deres bevægelse.

Næste band opstod på Højstrup Ungdomsskole, hvor der var samlet et guitarhold på 6-8 blåøjede drenge og piger. Eneste problem var at skolen havde glemt at ansætte en guitarlærer, så der sad vi, helt alene. Nu var det sådan at Odense Pigegarde også brugte Højstrups Ungdomsskole's musiklokale til øvelokale, med trommer, trompeter og i bogstaveligste forstand, hele pivtøjet. De havde en lærer der hed Kaj, han var genial, helt vild musikalsk og skaldet.

Jeg havde aldrig før set nogen være så skaldet, og tilmed så flink, han solgte mig en Gibson Explorer kuffertforstærker til 1500 kr?!              Han kunne spille på hvilket som helst instrument det skulle være, selvom han aldrig før havde haft sådan et instrument i munden, som han sagde! Nå men Kaj indvilligede i at undervise guitarholdet, samtidig med at han underviste Pigegarden, eneste betingelse var at vi skulle finde et andet lokale at klimpre de svedrustne guitarstrenge.

Inden længe blev guitarholdet til et band "The Hot Stamps" kaldte vi os. Vi spillede til en masse skolefester i området, og jeg fik hurtigt en masse opmærksomhed fra fnisende teenagepiger, hvis hjerter jeg åbentbart satte i brand, når jeg sådan stod der på scenen, med min røde elektriske Futurama guitar, købt i Musikhuset Jac. Jørgensen i 1974, for mine halvfedtede konfirmantpenge!

Bandet holdt kun et par sæsoner, vi havde fået konkurrence af nogle lidt ældre fyre "Midnight Hour" kaldte de sig, efter Wilson Pickett hittet, som de selvfølgelig havde på repertoiret. Sangeren og rytmeguitaristen "Røde Michael," som ovenikøbet var fætter til "Rock Nalle," var en flink fyr, han tilbød mig jobbet som bassist i bandet, da deres tidligere bassist havde fået en fast kæreste, meget fast!

Så nu blev jeg omskolet til basguitaren, købte endda en ægte Burns bas, (Damn den skulle jeg aldrig have solgt) og jeg spillede så igen til alle skolefesterne, men jeg var ikke længere forsanger, det var Røde Michael, og det var nu ham der fik al opmærksomheden fra stadig fnisende teenagepiger. Det kunne selvfølgelig ikke gå i længden!

Så efter vi havde fået en organist med, gik "Midnight Hour" i opløsning, ikke fordi vi fik en organist med, men fordi guitaristen skulle til Grønland og bestyre en FONA butik!

OG SÅ UD AT SPILLE

Per Larsen som organisten hed var ualmindelig morsom, altid, selv når han var sur, og Bjarne Bertelsen en total rolig og underspillet humoristisk trommeslager, fandt så sammen med mig om at spille til dans. Da Per var fantastisk til at spille fodbas på orglet, var jeg igen tilbage på el-guitaren, dennegang en sort Guild S-60.

Vi opkaldte os efter et gammelt dansenummer, "More" ja ja, det kunne absolut ikke gå galt det her, vel? Det gjorde det heller ikke i lang tid. Vi fik en såkaldt "Impresario," en rigtig dario, men han skaffede masser af jobs og snød os kun lidt.

Det sidste år jeg gik i skole var jeg blevet deporteret til "Provstegaardsskolen" - der var ikke meget "provst" eller som det hedder idag "præst" over denne skole, gudskelov. Det var en ny, moderne skole med tiltrækning af dygtige, moderne, alternative pædagoger.

Hvilket kulturchok, hvilken utryghed det var, ikke længere at stå på rad og række i skolegården, som man jo gjorde på Bolbro Skole, alt imens man utålmodigt ventede på de principfaste skolelærere, som skulle komme og føre os op i klasselokalet og hvis hænder uhyggeligt hurtigt kunne skifte karakter og blive til lussinger.

På Provstegaardsskolen åbenbarede der sig en helt ny verden for mig, et paradigmeskifte, et kvantespring som fik mig til at tro på, at man kan skifte paradigme, man kan ændre verden og verden er ikke kun een ting!Imagine sang jeg hele tiden med John Lennon, så det skulle jo nok gå i længden.

UD I VERDEN

Jeg kom i erhvervspraktik i Musikhuset Jac. Jørgensen, ja selvsamme Musikhus som jeg år tilbage, stolt havde givet alle mine konfirmationspenge i bytte for den røde Futurama guitar, forøvrigt en kopi af den røde Kent guitar som en af mine andre helte, David Bowie var fotograferet med, eller var det "Ziggy Stardust" - ihvertfald hang han på en plakat hjemme på det værelse jeg havde fået hos min mor, efter mine forældres skilsmisse.

Da realeksamen, den "sindsyge sidste skoledagsfest" og plejningen af de dertil hørende tømmermænd var overstået, startede jeg som heldagsbud og altmuligmand i Musikhuset Jac. Jørgensen og kom i lære året efter.

Musikhuset Gak Jørgensen som det med godt grund blev kaldt, var en fantastisk læreplads, det var en filial af en noget større Århus forretning med engros salg.

Baglokalet flød ofte med søvnige professionelle musikere som sjældent købte noget, men som ivrigt delte ud af deres store bagkatalog af historier fra det virkelige liv. Det var dengang man kunne tjene penge som musiker. Baglommerne bugnede da også af plovmænd, som 500 kr.'s sedlerne hed dengang, og som var tjent på div. stripbarer og såkaldte danserestauranter, længe før diskotekerne overtog og ikke sjældent på England eller Norges færgerne eller 3 måneder på Grønland.

Når disse herlige skæve eksistenser mødtes i vores temmelige crowdede baglokale, var luften tyk og tung af maskuline erfaringer, som lattermildt blev vidergivet til grønskollinger som mig og "chaufføren," en anden ung mand som hed "Sven Ove Ernst Arthur Kierstein Appelgren" eller bare Sven som vi kaldte ham, der kom i butikken og hjalp til.

En sådan ganske almindelig kedelig mandag kunne hurtigt forvandles til en festdag, hvor man startede med at spille Mausel, selvfølgelig om penge, store sedler! Jeg ved ikke hvor tit jeg har tabt hele min kummerlige lærlingeløn på et kvarters Mausel spil, og andre gange vundet et helt trommesæt? Nå, men som oftest skulle jeg passe bixen imens der blev spillet, og da man ikke nøjedes med at spille om penge, men selvfølgelig også om øl, snaps og smørrebrødsplatter, samt enkelte gange om bordelbesøg, var mit job selvfølgelig at fremskaffe alt dette mens spillet var i gang.

Min chef Finn Brandt var fantastisk, jeg elskede ham som min egen far eller en slags reserve far. Han var utrolig sød, rar, motiverende og inspirerende. Han gav mig aldrig facit, men derimod hints om hvor jeg selv kunne finde svar. Han betød utroligt meget for mig, og jeg lærte den benhårde rock*n roll facon gennem erfaring, specielt i baglokalet, men det kunne selvfølgelig ikke gå i længden!

Alligevel kom det som et lynnedslag, et lammende chok da han blev fyret og der blev udrenset, for der blev udrenset, alle undtagen jeg, jeg havde jo en lærlingekontrakt og var uskyldig, fik livsvarrig karantæne ja nærmest et polititilhold.

Resten af min lærlingetid forløb som den skulle, med stadig skiftende chefer, og jeg følte jeg var helt alene om at have et overblik, og jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk, for det her gik da slet ikke i længden.

Ganske sørgeligt gik butikken så konkurs og lukkede, kun en måned efter jeg var udlært og opsagt.

DEN NYE BØLGE

Tilbage i slutningen af 70'erne og ud af radioen drønende lige pludselig politiet, ja "The Police" et nyt engelsk new wave orkester der blandede halvtaktsfornemmelses reggea, med heltaktsfornemmelses punkrock.

"Hold da helt ny ferie" tænkte jeg så igen, det må jeg prøve, og kom med i "New Skin" et new wave band med blandt andre Bo Gryholt og hans sangerinde-søster Sanne Gryholt.

Jeg bare skrev og skrev, det var HOT at skrive egne samfundskritiske new wave sange som "No Future" - "Min Situation" og "Nærkontakt" - det sprøjtede ud af mig, jeg var begyndt at spille klaver og keyboards, havde hørt Kraftwerk, Soft Cell og Depeche Mode. Jeg gik til klaverundervisning hos en "Kons-uddannet" Allan Stade hed han.

Jeg var lidt utryg og bange for ham, for han var sådan en noget overseriøs og tavs type, men han var også den bedste sagde alle nede på "Hansens Værtshus", Odenses No.1 live spillested i 70'erne og 80'erne.

MIN FØRSTE PLADEKONTRAKT

Jeg tjente til dagen og vejen ved at være afløser i Magasins grammofonplade-afdeling. En dag jeg stod og spillede en kassettebånds demo med 4 sange jeg havde skrevet, kom der en repræsentant for det store pladeselskab Polygram forbi. Han stod lidt og lyttede, spurgte så om jeg kunne kopiere det til ham, for han syntes det var fedt, og han ville gerne spille det for selskabets talentspejdere! - "Hold da helt endnu en ny ferie - hvad sker der her" - det her var jeg slet, slet ikke parat til, men det troede jeg.

Der kom så et brev fra en "Ernst Michael Jørgensen" fra Polygram Record i København, han var "A&R-Manager" som han skrev, ikke fordi jeg absolut vidste hvad det betød, men det lød da overbevisende, han var også begejstret for min demo og tilbød mig en pladekontrakt på 3 albums.

Nu var gode dyr rådne, for hvad gør man, når verden sådan åbner sig for een og man ikke tør kigge ind i løvens gab, man prøver selvfølgelig at lægge ansvaret fra sig, og så løbe i en stor bue uden om!

Det var lige hvad jeg gjorde, jeg løb så hurtigt mine "indiske vandbærer ben" overhovedet kunne holde vand.

Allan Stade lukkede døren op til sin Vollsmose lejlighed. "Jeg er blevet tilbudt en pladekontrakt!" nærmest jodlede jeg, samtidig med jeg snappede efter vejret, jeg havde dog løbet 5 km. "Nå" sagde han bare. "Oh God han er cool, han siger bare Nå!" tænkte jeg. "Vil du ha' en kop urte the" spurgte han så!

Allan og hans dejlige kæreste Lisa var ikke kun vegetarer men også ultra helse-freaks, en verden jeg overhovedet ikke kendte, ikke fordi der var noget galt med det eller at det smagte dårligt, næ nej, jeg kendte bare slet ikke den verden!

Efter at theen havde bragt ro i min palminkogende hjerne, får Allan mig overtalt til at tage med op til en fyr der har et studie, Carsten Lehn hedder han. Vi kørte en evighed før vi nåede frem til Carsten Lehns studie "Songbird" på Nordfyn.

Inden hanen når at gale tre gange, er hele formidlingen af pladekontrakten overtaget af Carsten og jeg er blevet tilbudt en ny kontrakt med ham, en kontrakt fyldt med kancelisprog og latin. Den skal åbenbart, finder jeg ud af meget senere, tjene det formål at give Carsten ret til at råde over og administrere mig og min pladekontrakt med Polygram.

"Der skal være piger med, det er noget der sælger" siger han, han har trods alt været i America, har ovenikøbet en Amerikansk hustru, Julie hedder hun, så han ved hvad han snakker om. "3 styks syngedanse sild, er det ikke noget du kan finde?" spørger eller nærmest dikterer han mig. Jeg hører kun mig selv sige "Joeh?" og er hel tom og samtidig glad for at overlade ansvaret til en så proffesionel og dygtig mand som Carsten.

Jeg finder Marianne van Toornburg sammen med Sanne og Lisbeth i et lousy low budget, men for tiden temmelig hipt new wave dansestudie i det indre Odense.

Vi får et show på banen, kalder os 3D, opkaldt efter en af mine naive sange, fra den første demo.

Carsten har købt en stand på en musikmesse i Falconer Centret i Kbh.

Mine sange er stort set forsvundet ud af repertoiret, til gengæld bliver der nu skrevet KODA lister, med især Carstens sange også dem vi ikke spiller, det ordner Carsten, han er virkelig dygtig og professionel.

Det vigtigste for mig er at jeg er forsangeren i bandet, for det er jeg, ihvertfald lidt endnu!

Vores show vækker opsigt, det er nærmest musikteater med scenografi, lys og handmade læderkostumer fra Carstens fars nedlagte garveri i Bogense, omsyet af super designeren Birgitte, betalt af alle andre end Carsten.

Publikum er søde og siger bagefter, at de aldrig har set magen til show herhjemme, aldrig!

En talentspejder for CBS records tilbyder os en bedre kontrakt end Polygram, ihvertfald mens han bager på syngedanse sild'ne, dagen efter festen har han dog ombestemt sig, eller kan ikke rigtig huske noget om tilbudet!

Jeg spiller sideløbende med 3D også i New Skin samt i dansebandet som, efter en trussel fra et andet band der påstår de også hedder "More" og vi bare kan ses i byretten, nu har skiftet navn og hedder Baltimore. Ved samme lejlighed har vi så udvidet bandet med den tyske bassist og sanger Rüdiger Alf. Han har virkelig en stor erfaring, har næsten spillet med Elvis, hvordan det kan lade sig gøre fandt jeg aldrig ud af, men han spillede og sang godt, desværre for godt, for lige pludselig, sådan du ved stille og roligt, overtog han al "leadsinging" som han kaldte det og det gik jo selvfølgelig ikke i længden.

Al dansemusik er for mig et overstået stadie, erklærer jeg for mig selv. Baltimore sælger inventaret og lukker butikken.

NATTENS ACTION

Tilbage på Hansens Værtshus bliver jeg og nogle andre musikere, drikkekammerater med en del søde skuespillere og elever foruden teknikere og scenemestre fra Odense Teater. Det motiverer mig til at gå til optagelsesprøve på Odense Teaters elevskole. Da det ikke siger mig noget, bliver jeg væk fra anden-prøven uden at give besked. "Teater er lige nu ikke noget for mig" tænker jeg og tager job som DJ på "The All Nite Boogie Dance Cafe."

"The All Nite Boogie Dance Cafe" eller bare "Boogie" som det kaldes, er kun et år gammelt da jeg i 1983 starter en tjans som proffesionel DJ. Der bliver kun spillet progressivt musik især rock. Disco er totalt bandlyst!

Som DJ var vores rolle at spille anderledes musik end 80'er poppen og disco, netop for at skabe et alternativt sted. Der var heller ingen mikrofon, så musikken kørte non-stop, uden afbrydelse af en selvfed speedtalende DJ, ingen alligevel gad at lytte til, det passede os DJ's, Søren Land og jeg, ganske glimrende da det er svært at tale med elefantøl i munden.

Boogie havde dengang åbent hver aften fra 22-05. De eneste to dage der var lukket, var juleaften og nytårsaften. Dog skal det siges at der som regel var "private party" nytårsaften, hvilket altid udviklede sig til åben party for alle.

Jeg delte DJ gerningen med Søren Land, som tidligere var forsanger i bandet Propaganda, han havde fire aftener jeg havde tre.

Boogie var sådan et sted hvor alle mulige forskellige mennesker kom, incl. rockstjerner på turne. Det var også et sted som nærmest fungerede som distrikt psykiatri, før den overhovedet var opfundet. Der var sjælden slagsmål, sjovt nok, men måske var det fordi, det var et sted hvor ingen kunne provokere nogen, da alle der kom der, i forvejen havde set rigeligt i deres liv til at noget kunne provokere dem og dermed sjældent lod sig mærke af noget som helst, eller for den sags skyld, slå dem ud af stilen.

NYE EVENTYR

Vi indspillede tonsvis af magnetbånd i Carstens studie, uden at noget blev udgivet og en dag får Allan en melding fra Polygram at enten fyrer vi Carsten Lehn eller vi kunne betragte os selv som fyret. Vi fyrerede selvfølgelig Carsten og fik kun et lille urimeligt sagsanlæg på halsen, som vi selvfølgelig tabte.

Polygram sendte os så i armene på en fyr der havde lavet nogle hitplader, Kim Sagild var hans navn, han spottede en sang vi havde lavet som en joke i en rødvinsbrandert kaldet:"Telegram"- "det er et hit" sagde han, OK tænkte jeg han må jo vide det, han havde jo før produceret et hit - "Buster" hed det vist nok, med "Nanna".

"Telegram" blev indspillet i det gamle Werner Studie i Kbh. Peter Biker på trommer, Moussa Diallo på bas og Jens Haack på sax.

"Telegram" blev en mindre landeplage på den Odenseanske nærradio, "Odense Nærradio" faktisk lå den nummer 1 i over 10 uger på deres hitliste. Dengang brugte man ikke salgsbaserede hitlister, næ nej folk skulle ringe ind og stemme på deres favorit sang. Jeg tror nok at Allan på det tidspunkt havde en stor familie, rigtig stor familie!

Jeg forlod "New Skin" og Marianne forlod 3D. Jeg var til gengæld blevet headhunted til et andet new wave band "Fiat 5000" hed det, men skiftede rimelig tit ud og endte med at hedde "U-Bahn" - og det gik selvfølgelig ikke i længden.

Efter en turbulent tid med 3D, blev vi sammen med Ernst Michael Jørgensen fyret fra Polygram. Vi røg så ind og ud af svingdøren i diverse studier og små pladeselskaber.

Uden nogen yderligere udgivelser afgik 3D ved døden i midten af 80'erne.

MIN UNIVERSELLE VEN OLE FRIIS

Jeg mødte "Ole Friis" på Boogie, og vi blev lynhurtig rigtig gode venner, han var en ualmindelig flink og charmerende fyr, der lige var kommet hjem efter et ulykkeligt band-sammenbrud med "Sidewalk" i Kbh.

Jeg kendte følelsen, havde oplevet noget ligende. Vi arbejdede begge på Boogie, han som tjener jeg som DJ, og nogen gange omvendt, det gik man ikke så højt op i, så længe der bare var "gang i den"

I dagtimerne lavede jeg ofte reklamejingles eller producerede demobånd for andre bands. For det meste foregik det i "Gloria Sound Studio" i det indre Odense, et lille bitte 16 spors studie, som på det tidspunkt var kollektivt ejet, og deriblandt af to fyre Ole og jeg hang ud med; Henrik Daldorph, den senere så kendte direktør for Sony/BMG og formand for IFPI, han spillede en god, særpræget, tung, doven, nærmest halvsovende bas, og så hans trommeslagerven fra Propaganda, Jens Poulsen en energisk, nærmest vulkansk explosiv beater, der ledte tankerne hen på "Rockpile" trommeslageren Terry Williams.

Vi dannede "Look What The Cat Dragged In" indspillede de nætter vi ikke arbejdede på Boogie, men endte der altid senere på natten, for at høre et råmix af, hvad vi havde indspillet den nat.

"Look What The Cat Dragged In" var nærmst et selvmordsprojekt, vi drak en 4-19 flasker Four Roses med Cola skyllet ned til endten smørrebrødsplatter eller fine retter fra "Den Gamle Kro" efter 1 million joints, inden vi indspillede noget som helst.

Det lød nogen gange som et outtake af en stinkende stiv John Lennon, altså når vi var heldige, men vi elskede det, vi synes vi havde noget her! - Det var der ikke ret mange andre der synes, og selvfølgelig kunne det ikke gå i længden!

Ole havde fået en kontrakt med "It's Magic Records" - Et nyt indie pladeselskab startet af Ernst Michael Jørgensen.

Det var meningen at Oles fritidsband "Finn Og De Fem Fejl" med Michael Friis på bas, Peter Andersen på trommer, Ivan Horn på guitar, Thor Backhausen på Keyboards og Jens Haack på sax, skulle være backing band.

Jeg blev indlemmet i truppen fra første indspilningsdag. Inspilningerne foregik i Studie 39 og i EasySound i Kbh.

Pladen blev et mindre undergroundhit, og selv den dag i dag er der ikke mange der kan huske den!

Samtidig med at vi havde mixet Finn-pladen i Easy Sound, skulle Ivan Horn lige indspille et helt album med nogle sjove typer der kaldte sig PLAT. Det var Michael Carøe, Mads Keiser og Peter Kjær.

De boede for de flestes vedkommende i den samme megastore lejlighed i Lars Bjørns Stræde som også Ivan beboede og for den sags skyld også Ole og jeg, når vi var i Kbh! Så Ivan tilbød mig jobbet som studiemusiker på keyboards.

Pladen blev et mindre undergroundhit og førte PLAT overground, hvilket selvfølgelig var fuldt fortjent.

På det tidspunkt delte Ole og jeg en 3 værelses ejerlejlighed i det indre Odense, egentlig var det Oles forældre der ejede den, men det lod vi os ikke mærke af, vi havde sågar indstalleret et 8 spors studie i mit soveværelse.

Jeg stoppede med at arbejde på Boogie, live jobs med Ole og Finn Og De Fem Fejl bombarderede kalenderen.

REDHOUSE STUDIET

Ole, Henrik, Jens, en fyr der hed Nis Jarl som var scenemester på Odense Teater samt undertegnede, fik såden strålende ide at bygge Odenses første og største 24 spors studie, og det gjorde vi sgu!

"Redhouse" som det hed så dagens lys i 1987, vi indspillede og indspillede. Jeg havde forladt Finn og De Fem Fejl, det samme havde Thor og Michael for der var nogle ugler i mosen. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var for en mose de talte om, men skaden var sket sagde de og det kunne selvfølgelig ikke gå i længden.

Tilbage i "Redhouse" inviterer Ole og jeg så Martin Svane en super original trommeslager og kunstner i det hele taget, Bo Gryholt min gode bassist ven fra New Skin, Karsten Skovgaard en super talentfuld guitarist, der lige var kommet ind med 4 toget fra Millinge over Svendborg og så Hans Mydtskov en verdensklasse saxofonist der ikke vidste det endnu, Hans havde forøvrigt haft tjansen som DJ på Boogie lige før mig, disse herlige skæve musikere til jamsession, og et nyt band "Ole Friis & Daddy Drugstore" så dagens lys.

Der var stadig et album tilbage på kontrakten, det blev til "Soul" en stak nyfortolkede soulklassikere, lydende autentisk som om de var blevet optaget med en gråpære i en bybusgarage. Men selvfølgelig gik det heller ikke i længden!

Der var mange kunder i Redhouse, de fleste betalte aldrig noget, sådan var det, men jeg producerede og engineerede løs.

Det blev til plader med Lotte Rømer, Michael Learns To Rock, Fielfraz og Claus Hempler m.fl.

Studiet emmede af kvantefysik, kaosteorien, Dalai Lama, Tibetansk Buddhisme samt "Ind i musikken" af Peter Bastian.

Men som et lynnedslag fik vi melding om at vi var blevet solgt til en der hed Søren Fabian, eller måske snarere hans far.

Jeg havde det skidt med den beslutning, Redhouse var nemlig lige mig. Så det var en lidt underlig følelse, nærmest som at stikke benene ind i et tomt skab, at vide det var ovre, men selvfølgelig kunne det ikke gå i længden!

Lige siden Daddy Drugstore startede, havde trommeslageren Martin Svane inviteret mig med ud til sin lillebror Kaare Svane, en fantastisk original sanger og unik guitarist, jeg havde aldrig hørt noget ligende. Sammen med den ultra groovy og melodiske bassist Peter Rasmussen eller Peter Flip som han blev kaldt, havde de et new wave band der havde eksisteret i flere år og var velkendt som Berl de Berl. Jeg skulle kun spille orgel, altså ægte Hammond orgel med ægte Leslie. Det var en god ide og det var god timing, for det var på et tidspunkt hvor andre bands ville give op over for manglende udvikling og inspiration, men heldigvis ikke Berl de Berl, så vi var en mindre underground succes!

Daddy Drugstore kører musikalsk set helt fantastisk, publikum er vilde, men indre uro truer med at splitte bandet.

Store ego'er skal helst ikke spille i band sammen, har jeg læst et sted, det går selvfølgelig ikke i længden.

"Look What The Cat Dragged In" bliver genoplivet, får hurtigt øgenavnet "Brd. Hjerneblødning", for nu er vi Ole og mig og så Hans Mydtskov samt nogle tromme og bas maskiner. Henrik og Jens er denne gang blevet til direktører for vores pladeselskab "SØDE Records." - "Inside Out." som pladen hedder, bliver eneste udgivelse.

Vi tre turnerer helt vildt hele tiden, vi spiller flere gange i fjernsynet og pladen bliver et mindre undergroundhit, nu igen?

Ja men Hans stod af, og meldte sig ind på Observatoriet, for at blive uddannet saxofonist, det forstod jeg ikke og det var ikke fordi det gjorde noget, næ nej, jeg forstod det simpelthen bare ikke?!

Vi fik hurtigt Ivan Horn kørt ind og så videre ud at spille, masser af live jobs, hele tiden, puha vi havde travlt.

Jeg er træt af at spille med maskiner, men Ole mener vi tjener flere penge den vej. Alligevel får Ivan og jeg, Ole overtalt til at få rigtige trommer og bas med. Det bliver Mitch Fishermann og SP der kommer med i det vi kalder "Ole Friis and The Cat" - vi spiller igen masser af jobs, men det kan selvfølgelig ikke gå i længden.

LITTLE TRIGGERS

Jeg har sideløbende leget lidt med nogle typer der har et band de kalder "Little Triggers."

Det er Tore Eg Jørgensen, Niller Sørensen og Anders og Jesper Mecklenburg og nu også mig, i starten kun på orgel, siden også div. keyboards.

De er allesammen flyttet til København og har gang i den, de er blevet kåret til "Danmarks bedste rockband uden pladekontrakt" af Politikkens rockanmelder Erik Jensen. Da jeg blir fast medlem af bandet laver vi demoer for EMI.

Siden kommer demoer for andre pladeselskaber, indtil vores management bureau "Århus Musikkontor" en dag booker os til en såkaldt showcase i det daværende overhippe sted "Montmartre" i Nørregade i Kbh.

Der dukker hele 8 pladeselskaber op som er interesseret, deriblandt Anne Linnets Pladekompagniet som vi vælger,for ikke at skuffe "Århus Musikkontor" - de havde nemlig i forvejen et par andre bands hos dem og postgangen ville så helt klart blive bedre, altså for dem!

Jeg savner at synge lead, har mødt min elskede kæreste og vi er flyttet sammen, hun er nyuddannet skuespiller fra skuespillerskolen ved Odense Teater og trækker mig mere og mere over i teaterbranchen.

Ole og jeg er blevet forladt af de københavnske musikere eller også har vi bare glemt at ringe til dem.

Ihvertfald spiller vi nu en del duo jobs. Ole kender et par tvillinger Kurt og Robert, virkelige søde og rare.

De har et studie vi må være med i, hvis vi skaffer noget mere gear, det gør vi selvfølgelig, sådan to søde tvillinger bør man ikke skuffe. Det ender med at vi indspiller det Ole Friis album, der er kendt som "Mister Nogood" og solgte det til Kick Music med option på endnu en plade.

Det fører igen Ole og jeg ud på landevejen, dennegang har vi taget Karsten Skovgaard med på guitar.

Little Triggers er endelig klar til at indspille sit debutalbum. Vi har fået Bo Gryholt med på bas. Pladekompagniet/Sony som de nu hedder, med min gamle ven Jan Degner i direktørstolen, sendte os 3 uger op i PUK-studiet lige udenfor Randers.

Der indspillede vi så i studie A, mens Loveshop var i studie B, hyggelige gutter som vi af og til spiste sammen med.

Vi tog så hele vejen tilbage til Kbh. ud på Amager hvor der lå et legendarisk studie, de kaldte det for Sweet Silence, og det var selveste, lige så legendariske Flemming Rasmussen der skulle mixe, wow man, tænkte jeg så, nu skal jeg rigtig kigge over skulderen og få de fede "insider mixe tricks" - men inden de første ti fly, fra nærliggende Kastrup Lufthavn havde nået at lette, havde vores ellers så venlige og demokratiske amerikanske producer Johnny Sangster, fra Seattle totalt overtaget styringen af alle fadere selv den på aircondition'et. Så legendariske Flemming Rasmussen og jeg endtemed at sidde udenfor og se fodbold på satelit TV, det kunne selvfølgelig ikke gå i længden så jeg tog slukøret hjem.

Little Triggers debutplade udkom samme uge som Dizzy Mizz Lizzy's debutplade, og søreme også samme uge som Kashmir's debutplade. Vi solgte bare ikke rigtig nogen eksemplarer, da vi havde mere travlt med at spille seje, sure og arrogante rockstjerner, så selv de hårdeste negle og deres hunde blev skræmt væk!

Da Århus Musikkontor samtidig, desværre glemte, at de selv havde tilbudt os og skrevet en management kontrakt med os, og dernæst efterlod os helt alene på landevejen uden andet plaster på såret, end at de ville nedsætte den ellers så fine provision på kun 20% til 15%, ja så var det mere end hvad Tore kunne holde til og uden ham ville det jo slet ikke gå i længden!

TEATERTID

Hjemme igen og Odense Internationale Musikteater var blevet skabt. Det var mine gode venner Nis Jarl, ham fra Redhouse, musikeren Morten Øberg og skuespilleren Anders Nyborg, alle gode gæve gutter som kunne slå et propert raflebæger.

Jeg skrev musikken og halvdelen af sangtexterne til en forestilling i 1995, der hed "Fatamorgana - Med det hele!"

Den anden halvdel af sangtexterne skrev Ole Friis, han skulle trods alt også synge dem!

Det blev en kultsucces, vi turnerede i hele landet og spillede sågar 14 dage på ABC-teatret i Kbh.

Det var faktisk lidt sørgmodig for dagen efter vores sidste forestilling, lukkede ABC-teatret definitivt og blev revet ned.

Forestillingen var fantastisk, handlede om et rockband der var strandet på et hotelværelse i en storby et eller andet sted i verden, måske New York. Al dialog var nultexter som enten var jammet frem eller skrevet af forskellige forfattere.

Ud over Ole og jeg medvirkede: Jesper Lohmann, Søren Malling, Morten Hebsgaard, Ditte Hansen og Petrine Agger.

Nogenlunde på samme tid havde Ole Friis, Karsten Skovgaard og jeg udvidet vores trio til en kvintet, og endnu en gang bestod udvidelsen af bas og trommer. Jesper Rosenquist på trommer og Jesper Haugaard på bas.

Vi spillede et hav af jobs og endte med at indspille Ole Friis albummet "Fools Journey" og så var den option på Kick Music brugt og vi blev opsagt. Efterfølgende var Kick Music så flinke ikke at tælle kassen op og afregne med os, så vi slap for at modtage nogen penge som vi alligevel bare skulle dele med de andre og opgive til skattevæsnet.

Endnu før tryksværten på CD coveret var tørt, og længe før transfervinduet var lukket, blev Karsten Skovgaard og Jesper Rosenquist solgt til Kim Larsen og Kjukken på en fri transfer, ovenikøbet sammen med vores gamle bassist Bo Gryholt, han blev dog senere erstatet af vores anden gamle bassist Jesper Haugaard som den dag i dag er første valg på baspladsen i Kim Larsen og Kjukken. Men omvendt ville det højst sansynligt, alligevel ikke have gået i længden!

MIT EGET

Jeg får bygget mig et studie i stueetagen i mit hus, producerer stadig en del for andre kunstnere og laver af og til teatermusik og reklamejingles. Jeg har på det her tidspunkt lavet en del teater. Senest en Dan Turell forestilling "Det fedtede Slips" med skuespillerne Benjamin Boe Rasmussen og Ditte Hansen på Odense Internationale Musikteater eller bare OIM som vi ynder at kalde det. Dan Turell forestillingen suste land og rige rundt i 3 år, puha hvor blev vi rundtosset.

Når jeg så ikke lige spillede Dan Turell eller med Ole så havde jeg lavet et nyt band med Tore Eg på guitar og Emil Jørgensen på trommer, Emil kom dog først til lidt senere i processen. "Egg'N'Kellox" kaldte vi os, sang igen på dansk og brugte igen maskiner til jazz og sådan noget værk. Men jeg var stadig ikke leadsanger? Så det kunne selvfølgelig ikke gå i længden!

Ole flyttede til Århus og vi stoppede med at spille sammen, ihvertfald i en 5 årig periode.

Jeg blev far til en dejlig velskabt pige, Mia kaldte vi hende og det hedder hun så nu!

OIM skulle lave en stor genopsætning af "LULU - Sometimes in Dreams" fordi vi skulle have en Reumert pris for den forestilling. Den var skrevet af vores lille skæve engelske ven Chris Jordan, han spillede forøvrigt med i forestillingen, en glimrende skuespiller. Det var en af de få forestillinger jeg ikke var med i, altså på scenen. Så jeg havde ikke andet at lave, da Nis Jarl spurgte om jeg vil være lyddesigner på forestillingen, han kunne ikke finde andre og det var pludselig gået op for ham, at forestillingen skulle på en kæmpe lang turne, ikke kun i Danmark men også i Sverige og Littauen.

Anders Nyborg, Sonja Richter, Andre Lundemann, Pernille Petterson og Line Kromann var sammen med Chris Jordan verdensklasse, det lød helt vildt godt sagde folk og tilbød mig et soundmanjob på Stats Teatret i Vilnius i Litauen til 2500,- kr om måneden. Jeg takkede selvfølgelig pænt nej, og forklarede dem at jeg fik ti gange så meget i Danmark, det tog de egentlig pænt nok, for det var som om de forstod at det aldrig ville have gået i længden!

MERE TEATER

Da vi kom hjem efter denne kæmpe kolosale ørkenvandring af en turne, erklærede jeg højlydt: "Jeg vil aldrig mere tage job som live lydmand!" - Men vi vandt den Reumert-pris!

Lasse Helner fra "Lasse og Mathilde," Benny Holst fra "Benny Holst" og jeg, var sat sammen for at lave en forestilling om den afdøde, oversete poet "Jan Toftlund." En forestilling vi udviklede sammen med Anders Nyborg og Torben Eschen, og som vi i godt og vel 3 år, rejste næsten hele jorden rundt, ihvertfald der hvor de forstod dansk!

Forestillingen var også en kultsucces og de 2 CD'er der blev indspillet blev hurtigt udsolgt eller givet væk!

Det blev til flere og flere forestillinger som skuespiller, sanger og musiker: "The Song of The Sirens" - "Kære Morder" - "Her står du" en forestilling med premiere 2 dage før 911 i 2001, med den blev vi så igen Reumert nomineret, men vandt ikke andet end, hver et par spisebilletter til Det Kongelige Teaters kantine.

Lasse og Mathilde skulle indspille et nyt album og de bad mig om at deltage, det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til for det er altid hylende morsomt at være sammen med Ole Fick, Marilyn Mazur, Ken Gudman og Hugo Rasmussen og altså selvfølgelig også Lasse og Mathilde selv.

Fantasistykker kaldte de den og den blev så vist nok nomineret til en Danish Music Award, jeg fandt aldrig ud af, og jeg tror faktisk heller ikke Lasse og Mathilde, nogensinde fandt ud af hvorfor de ikke vandt, nu da de var på Peter Abrahamsens Exlibris pladeselskab, som jo stod for DMA's Folk, Blues og Country uddeling, men det var da også fair nok at han selv og sin datter fik en stor del af priserne, det havde de ærligt og rede fortjent, helt ærligt!

Nå men Malte Claudio Lind, Michala Bjarnov Lage og Allan Klie havde næsten fået solgt en ide om en "Pink Floyd" - "The Wall" forestilling til Odense Teater, da de kontakter mig og spørger om jeg vil være med.

Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til, og efter en masse bøvl og ballade, kom der en teaterkoncert ud af anstrengelserne. Vi kaldte den nu for "The Dark Side Of The Wall" og var musik fra "Dark side of the moon" - "Wish you were here" - "The Wall" og "The final cut" samt en historie om, ikke at svigte sit kald i livet!!!

Det var en MEGA succes, vi havde omarrangeret alle sangene til andre genre og taktarter, men i Pink Floyd ånden.

Jeg havde som kapelmester selv udvalgt musikerne, med lidt hjælp af min vicekapelmester Hans Mydtskov.

Jeg havde besluttet at hvis dette skulle blive rigtig godt, og det skulle det jo, så skulle jeg give de enkelte musikere ansvar og frihed til selv at komme op med et bud på, hvad de hver især ville spille. Vi skulle jamme, fremfor at uddele prefabrikerede, på forhånd af mig arrangerede og transkriberede noder. Når man gør noget sådant opstår der ikke kun det, at hver musiker virkelig brænder for det han spiller, hver aften. Men man får også foræret en masse gratis energi, fordi man kobler de enkeltes musikeres hjerner sammen til en synergi hvor 1+1=3.

I mellemtiden lavede OIM en forestilling der hed "Citizen" som jeg i sidste ende hjalp med lyddesignet, ellers havde den nok heller aldrig vundet den Reumert pris den vandt.

Efter Pink Floyd forestillingen skulle der selvfølgelig laves en "to'er" bare ikke med Pink Floyd, så det blev til "The House Build On Rock" en fortælling om rockhistorien.

Det blev også en kæmpe succes men vi havde også fyrværkeri med.

Samtidig med at vi spillede "The House Build On Rock" om aftenen, indarbejdede vi i dagtimerne en forestilling på OIM der hed "Heaven" og det var på sin vis et helvede, for aftenforestillingen drænede mig for energi og jeg blev forkølet og kunne ikke komme af med sygdommen og var derfor ikke oplagt til at arbejde i dagtimerne.

Nå men "Heaven" blev færdig og blev også nomineret til en Reumert pris, den vandt dog ikke. og vi ilede videre.

Ole Friis var flyttet tilbage til Odense med sin dejlige familie, og spurgte mig om jeg ville hjælpe ham med hans nye album.

Hans demoer afslørede at han havde fat i nogle gode sange så jeg sagde ja og ikke kun for gammel venskabs skyld.

Det blev til "The Big Freeze" et glimrende album, med et mindre undergroundhit "Splendid Skies"

FLERE PRISER

Jeg mixede så et album der hed "Second Hand" med det talentfulde og folkelige Folk/Rock/Jazz/Groove band Serras, og jeg ved virkelig ikke hvordan det gik til, men det gik helt fortjent hen og vandt en "Danish Music Award" for Bedste Contemporary Folk Album.

Vi spillede en del jobs både som kvintet, trio og duo, senere også som kvartet.

Lasse og Mathilde havde 30 års jubilæum, jeg skulle være Kapelmester, det var jo let nok for de medvirkende var virkelige nogle af de dygtigste scenekunstnere vi har her i landet f.eks Povl Dissing han er fed, super fed, og Trine Dyrholm verdensklasse, men Peter Thorup og den udgave af "Påfuglefjeren" den var himmelsk og gid han hygger sig deroppe hos de andre store, ære være dit minde Peter Thorup du var fantastisk.

Dukketeatret Svanen har ladet mig skrive noget støj og action til deres forestillinger, det er blevet til "Marionetspilleren" som er udgivet på CD og som har en storspillende Hans Mydtskov på alle mulige saxofoner.

Det er også blevet til musik til "Hva Fatter Gør Er Altid Det Rigtige" og "Snehvide"

Fantastisk blev forestillingerne i OIM ved med at være, "The Ancient Mariner" - "Memory" - "Cosa Nostra" - "Modellen" -"See You Onsdag" og "Son Of Man" her på det sidste, og fantastisk er koncerterne med Ole Friis trio med Poul Ewald på bluesharpe, somme tider Hans Mydtskov på saxofon og Kaare Svane på guitar. Vi var nogen gange en trio på helt op til seks mand, det må ha' været verdens største trio, om det kan gå i længden må vi jo så se an!

Så fik jeg penge til at lave "Miracles & Mariam." - det i sig selv var et mirakel!

Så nu skulle jeg endelig være forsanger igen, så det skal såmænd nok gå i længden.

 

Kell Dalager